Uhhhh hvor er det længe siden, jeg sidst har skrevet på bloggen. Jeg har både været plaget over dårlig samvittighed, fordi jeg var bange for, at jeg var gledet fra min intention om at dele ud. Samtidig ved jeg, at det oprindeligt var min tanke at skrive, når jeg havde noget vigtigt på hjertet. Når der var ord, der bare måtte ud.
“Don’t rush things” er et fantastisk livsmantra, der passer så fint til mig. Fordi det er den modvægt, jeg har så uendeligt meget brug for i denne hurtige verden. Jeg overvældes let og får brug for at trække mig tilbage og fordøje. For at samle energi igen, så jeg igen kan møde verden, uden at bliver drænet.Så her er jeg igen - med et åbent hjerte og med en vision om at inspirerer til at lade intuitionen vejlede.
Jeg har tidligere her på bloggen beskrevet min process, og hvordan jeg følte, at jeg måtte gå “den stenede vej”, for at finde min sjæls kald. I dag ved jeg dog, at selv om den føltes som hård og bumpet, så var der en vigtig læring til mig. En læring om at beskæftige mig med det, der får min sjæl til at danse, og ikke længere blive inde i hamsterhjulet.
Undervejs i min process mødte jeg nogle mennsker, som lærte mig nye ting. Og i særdelseshed vil min udesidning for altid stå, som en kæmpe øjenåbner for mig. Fordi jeg vidste, jeg pressede mig selv her. Jeg var angst inden jeg gjorde det, og samtidigt vidste jeg, at det var så rigtigt.
Siden den nat, har jeg følte mig i langt bedre kontakt med mig selv og min kraft. Og da jeg i februar meldte mig til at deltage i en svedehytte ceremoni, blev det så klart for mig, hvor meget jeg har udviklet mig. Jeg har i “Når Lyngen Blomstrer” beskrevet en svedhytte ceremoni, og det var så vigtigt for mig, selv at sanse og erfare det, så jeg kunne blive helt skarp i min beskrivelse af det.
Svedehytte er et gammelt indiansk ritual, som oprindeligt blev givet til kvinderne - som et ritual for renselse. Men som kvinderne herefter gav til mændene, fordi vi kvinder gennem vores månedlige menstruation allerede besidder evnen til at rense os.
I dag går både kvinder og mænd i svedehytte - og nu også jeg :-)
Jeg glædede mig som et lille barn til at opleve det - fordi det ligesom udesidningen helt instinktivt kaldte på mig. Jeg vidste bare, at jeg skulle det. Også selv om tanken om varmen kunne være overvældende at tænke på.
Det var den smukkeste dag i februar - og solen skinnede lige fra morgenstuden til vi var færdige om aftenen. Så magisk!
Denne dag var vi flere, der ikke havde prøvet at være i svedehytte før, så det var ganske betryggende. Vi blev klædt godt på ift., hvad der skulle ske, og hvad vi kunne forvente.
En spurgte: “Hvor varmt bliver der derinde?”
I en svedehytte er opgaven at slippe kontrollen, fordi varmen vil opleves forskelligt, var svaret. Nogle synes det er skønt, og andre kommer til at kæmpe mere med den. Men hvis man kan tænke, at varmen hjælper og støtter, og hjælper bønnerne med at blive hørt, så er det godt.
Jeg var nu ikke bange for varmen - det var mørket og det faktum, at jeg måske ville få klaustrofobi derinde, der bekymrede mig. Varmen kunne bare komme an.
Svedehytte ceremonien har 4 runder, og der er mange ritualer og regler for, hvordan det skal gøres. Tanken er, at jo mere tro mod den oprindelige kultur og jo mere man holder fast i traditionen, jo stærkere bliver bønnernes kraft.
Derfor var der en bestemt måde, hvordan man gik ind i svedehytten - hvor mændene bla. gik først ind, og herefter kvinderne. Og bestemte sætninger, der skulle siges. Vi kvinder skulle bære lang kjole med gamacher inden under, fordi vi gerne må vise vores kvindelighed på en tydelig måde. Mændene sad i bar mave og shorts. Der vil nok være nogle kvinder for-talere, der ville blive stødt ved alt det her - men jeg følte det hele så naturligt.
Jeg elsker at være kvinde, og har ikke brug for at gå ud i verden generelt med en indstilling, der hedder “nu skal jeg bare vise de mænd, at jeg kan gøre det samme som dem. Jeg lige så stærk som dem, og jeg kan sagtens klare mig uden dem.”
For faktum for mig er, at jeg har brug for en stærk mand omkring mig. Jeg er i så tæt forbindelse med min kvindelige ur-energi og feminine kraft, at jeg for at føle mig hel, har brug for at mærke min mod-pol meget stærk. Den stærke mandelige energi. Derfor må min mand heller ikke lægge sig syg - heller ikke med snue, for det gør mig utryg. Stakkels mand :-) Men han kender mig nu - efter over 20 år sammen, og ved hvorfor jeg har svært ved at rumme, når han lægger sig.
Jeg stødes derfor ikke over forskellene imellem mænd og kvinder - fordi det handler om respekt - og ikke at kvinder er mindre værd end mændene. De er bare kvinder - og mændene er bare mænd.
I svedehytten lægges glo-varme sten ind i midten, som herefter vædes med vand og urter. Samtidige fremsiges forskellige bønner og ikke mindst TAK. Alle beder for stort og småt - og jeg kom også ydmygt med min bøn. Bønnen fremsiges gerne højt, og der trommes og rasles med nogle instrumenter.
Lige da døren første gang blev lukket til, og der blev KULSORT derinde, kom jeg alvorligt på arbejde med mit sind. Der blev jeg virkelig angst. Sådan ganske kortvarig. Men det var så fantastisk at mærke, at jeg hurtigt formåede at berolige mig selv. Da varmen tog endnu mere til, blev jeg pludselig fuldstændig tryg, og jeg kunne slippe alle mine katastrofe tanker om, hvad nu hvis jeg gik i panik derinde. Det var vildt. For der var saftsuseme mørkt og varmt derinde!
På et tidspunkt gav jeg mig simpelthen til at græde - af glæde. Over at jeg kunne befinde mig i så smukt et selskab - med så fine mennesker, og føle mig helt oprigtigt hjemme. Hjemme i min krop og i sammenhængen. Det var virkelig mærkeligt at opleve, fordi jeg kun kendte 3 ud af de 18 personer vi var - og samtidigt var det helt naturligt. Hvis nogen havde set på det udefra, ville man måske tænke, at det var yderst mærkværdigt.
Men jeg blev så overvældet af lykke, fordi jeg her har fundet et fællesskab, der lader min kvindelighed komme frem. Hvor jeg kan gå hen med al min følsomhed og sensitivitet, med alle mine gode intentioner - og samtidig, hvor mine følelser af at høre til i naturens kraft bliver bekræftet og styrket. Her skal jeg ikke forstille noget eller holde tilbage, og her er jeg helt uden filter. Her er jeg bare mig!
KH Anne
PS: Teaser - i næste uge kommer der MEGET spændende nyt om “Når Lyngen Blomstrer”…