Som lovet, kommer i dag et lille uredigeret uddrag fra min kommende bog. Jeg blev inspireret til at skrive denne "tordenvejrs scene" efter ferien i Kroatien i sommers. En meget tidlig morgen sejlede vi afsted, og efter lidt tid kunne vi se et fantastisk vildt tordenvejr bag os.
Jeg glædede mig over, at vi var sejlet væk, så vi ikke var havnet lige akkurat i det - men alligevel blev jeg utroligt fascineret over de kræfter, som tordenvejret har, og den ro der kom i naturen efterfølgende.
Der er noget vrede i tordenvejrets kræft, som forløses - og det er både smukt og ganske sundt.
Når vi mennesker undgår vores følelser, som f.eks. vrede, kommer den til at ligge og ulme i os. Mange er opdraget til at vrede er en "grim" følelse, og derfor bliver den skammet væk. Den er ikke socialt acceptabel og betragtes ofte som farlig - og har måske som børn har voksne sige; "det er ikke noget at blive vred over" eller er blevet bedt om at gå ind på værelset, fordi de var vrede. Dermed lærer vi, at denne følelse, vreden, ikke hører hjemme, og der skabes en disharmoni imellem det vi reelt føler, og det der er "tilladt" at føle.
Det er ganske usundt for vores sjæl.
Vi mennesker indeholder en helt palette af følelser, og vrede er en grundfølelse, der lige som de andre følelser, har godt af at blive "luftet" engang imellem.
Når vi føler os trådt på, eller andre overskrider vores grænser, er det helt okay, at blive vred. Og helt okay at sige det, fordi vi herigennem viser os selv, at vi har et værd, og at det vi føler er helt legitimt.
Og ligesom med tordenvejret, lægger de stærke vrede kræfter sig igen, og afløses af ro og afslappethed - og vores sjæl vil ikke ophobe skam over følelser, vi ikke får udtrykt naturligt.
Uddrag fra bogen:
"Der var torden i luften, skyerne trak sig hastigt sammen og dannede et tungt gråsort tæppe, der omkransede himlen. Fuglene ændrede adfærd og søgte ly i træerne, og der sænkede sig en særlig form for ro.
Luften blev fugtig og kølig, og Sarah sad med benene trukket op under sig på bænken på verandaen. Det var som det gamle udtryk “stilhed før stormen”, tænkte hun, imens hun så op på himlen. Hun følte sig fuldstændig kørt over, med smerter i alle leddene og uden kræfter, og alligevel var der noget, der fik hende til at rejse sig og gå ud i græsset foran huset. Hun havde ikke fået noget på fødderne, og stod hun her i sin natkjole med bare tæer.
Fra vinduet indenfor holdte Tadi øje med hende, uden at hun havde nogen ide om det. Han tog en mundfuld kaffe, og mumlede herefter noget for sig selv, imens han et kort øjeblik lukkede øjenene. Han ønskede at påkalde sig Sarahs kraftdyr, således at hun kunne komme i kontakt med det, og måtte finde ind i trancetilstanden for et kort øjeblik.
Imens mærkede Sarah den første tunge regndråbe på sin kind. Den føltes dejlig kold, og hun rakte hænderne ud, for at tage imod de næste. De faldt hurtigt. Inden længe stod hun i et kæmpe udendørs brusebad, og håret klistrede tungt ind imod kinderne.
Det første brag var overvældende. Det kom lige umiddelbart efter et kraftigt lysglimt, og Sarah gav et spjæt i kroppen, men så så op imod himlen. Hun følte sig pludselig anderledes stærk i kroppen, og knyttede hænderne, som skulle hun til at bokse imod nogen.
Det næste brag var endnu højere og hun faldt tilbage på jorden af forskrækkelse, men rejste sig op i det samme og råbte højt.
“Kom an! Er det alt hvad du har? Er det virkelig det bedste du kan?” Hun var tændt nu, som en bidsk tyr i en tyrefægter arena. Vreden var virkelig intens. Til at tage at tage og føle på.
Hun var plaskvåd af regnens tunge dråber, men hun mærkede ingen kulde. Hendes indre aggression holdte hende varm i regnvejret, der virkelig var voldsom sammen med tordenvejret nu. Det tog atter til i intensitet og lynede og bragede lige over hendes hoved. Sarah hoppede skiftevis og strakte sig bagud med armene op i vejret imens hun skreg af sine lungers fulde kraft.
“Du tror du kan få mig hva? Du tror jeg er svag og ikke kan slå fra mig!” Hun slog om sig med de knyttede hænder. “Men NEJ! Du får mig ikke. Jeg ved du tester mig igen og igen, men jeg gir ikke op. ALDRIG!” Hun græd imens hun råbte, og måtte nu sætte sig ned på knæene og tog samtidigt hænderne op på hovedet.
“Aldrig!” hviskede hun med stille stemme . “Aldrig”
Tadi stod stadig i vinduet og havde set ud på den danske kvinde, der nærmest dansede rundt derude i regnen imens hun skældte ud, som hun aldrig før havde gjort i sit liv. Det var kun et spørgsmål om tid førend hun ville se det. Se sit kraftdyr. Han havde været vidner til hvordan hendes krop langsomt havde genfandt sin kraft, der havde været væk så længe. Normalt var det ikke på denne måde, han lod folk møde deres kraftdyr, det foregik normalt ved en meget traditionel ceremoni, men han havde tænkt tiden var inde nu for hende.
Han kiggede intenst på den lille kvinde, der sad der i græsset foran huset, med stejle våde bjergskråninger omkring sig og regnen silende ned over sig. Han kunne se at hun græd. Hulkede. Kroppen bevægede sig op og ned, som når kvinder hulker. Han ville give hende tid. Om lidt ville det klare op igen."
Ha' mod til at være med din vrede, fordi den er en naturlig del af dig. Hils den velkommen og vid, at du giver plads til HELE dig, når du også hilser vreden velkommen.
Tak fordi du læser med.
KH Anne