Så fantastisk en følelse det er at sætte det sidste punktum her til morgen, og sende bogen til mine beta-læsere. En slags følelsesmæssig rutsjebanetur af den vilde slags...
En kulmination på det, der har været over 3 års process, der giver anledning til helt ubeskrivelig glæde - men bestemt også til tomhed. Historien har fulgt mig i så lang tid nu og er kommet ind under min hud. Den har været med mig, når jeg gik lange ture med vores hund, når jeg kørte bil, når jeg sad på cafe, og helt sikkert når jeg ikke kunne sove om natten. Lige fra den første ide helt uventet "dumpede ned" til mig, til jeg turde gribe det universet havde givet mig og gå i process med at få sat et plot op. Der har været Ups and Downs - og faktisk mange flere downs end jeg havde regnet med. Jeg har kæmpet så meget med mig selv og med at få fuldført - med frygten og selvkritikken som mine tro følgesvende. Jeg har svinget imellem følelsen af frihed ved at gå efter min drøm og følelsen af fortvivelse over, om jeg nu er god nok.
Men jeg kom i mål. Nu er den på vej, og når jeg får den retur fra mine betalæsere, skal jeg igennem sidste process, inden den skal sendes ind til 1. forlag. Jeg har indstillet mig på, at det også blir en kamp, hvor jeg kommer til at kæmpe med ikke at miste modet over de mange afslag, der jo helt sikkert nok skal komme. Jeg tror virkelig på min historie - men jeg tvivler jo stadig på mine evner til at formidle den. Sårbar og gennemsigtig. Men sådan er det vel altid, når man sender noget ud i verden på den måde...?
Jeg har arbejdet meget bevidst med at have mere selvmedfølelse ift. mig selv, og det vil jeg også gøre i den sidste og afgørende del. Jeg gjorde det sgu! Jeg fulgte min drøm, og når jeg ligger engang og skal fra denne jord, vil jeg forhåbentlig se med mildhed på mig selv over det. Jeg er SÅ taknemmelig i dag.
Med de ord får du er en lille gave fra mig til dig, mulighed for at læse et udpluk fra et intenst kapitel i bogen "Når Lyngen Blomstrer" - rigtig god læsning.
... Og husk at sætte spot på din drøm!
KH Anne
Kapitel 4
Januar 2009
Sarah løb og løb. Hendes puls var høj og hjertet pumpede helt vildt. Intet i hende registrerede, at hun var afsted på bare tæer, indtil hun slog sin fod ind i en kantsten, og den ene tå begyndte at bløde lidt.
“Av for HELVEDE da!” hun stoppede op og tog fat i et træ i vejkanten for at få vejret, og kiggede på sin skadede tå. Kulen var nu i hele kroppen, da hun stod stille på den kolde flise. En taxi kom kørende forbi, og Sarah fik vinket til chaufføren, at hun gerne ville køre med. Han stoppede med det samme, så Sarah kunne stige ind. Han kiggede en ekstra gang, da hun satte sig ind i bare tæer.
“Du har vel ikke et stykke papir til min tå?” han åbnede handskerummet og fandt en hel rulle køkkenrulle frem. Han skulle ikke nyde noget af, at få blod på måtterne i sin fine taxi. Han rakte det til Sarah.
“Jo, da. Jeg er altid forberedt på det værste. Jeg kører jo ofte med de unge mennesker om natten. Men jeg må sige, det er første gang, jeg har kørt med en kvinde i bare tæer i Februar måned. Du må da fryse helt vildt. Hvor er dine sko, om jeg tør spørge?” han smilte venligt til hende.
“Det er en lang historie” Sarah så ned, og oplyste ham så hjemadressen.
Hun steg ud af taxaen og fandt nøglerne til huset frem. I det samme så hun, at hun ikke havde fået lukket døren efter sig, idet hun var kørt. Hun var taget afsted for et par timer siden, og var kørt afsted i Audien med en alt for høj promille i blodet uden at låse huset af. Sarah trak vejret dybt og slog blikket ned, inden hun gik ind i huset, og stille lukkede og låste døren bag sig.
Der var stille i det store hus, og hun sank ned bag døren. Følelserne kunne ikke længere holdes tilbage. Tårerne løb stille ned af hendes kinder, og Sarah trak knæene op omkring sig og begravede sit ansigt, imens hun nu hulkede højt. Hver en celle i kroppen sitrede og rystede, samtidig med at alle muskler spændte sig sammen. Med al magt forsøgte hun at være stille, men der var så dyb kaos inde i hende. Der var ingen kontrol længere, og hun måtte give efter og håbe at Ella sov dybt. Gud Ella!
Pludselig blev hun klar igen, og rejste sig op imens hun vaklede på benene. Hun tørrede sit ansigt i jakken, og make-up blev gnedet ind i jakkeærmet sammen med tårer og snot. Hun løb hen imod børneværelset værelse, trak vejret dybt ind, inden hun tog i døren og åbnede den. Der lå hun - smuk som en engel. Hun sov trygt med sin kaninbamse liggende lige ved siden af, og natlampen lyste hendes smukke ansigt op. Sarah åndede lettet op, og trak forsigtigt dynen op omkring Ella, der i det samme gav et lille grynt i søvne. Hvor var hun smuk det barn. Så uskyldig og heldigvis ganske uvidende om alt det kaos, der foregik omkring hende. Hun forlod rummet og lukkede forsigtigt døren bag sig. Hun gik ned i stuen og lagde sig på sofaen. Tomheden og mørket lagde sig som en tung tung dyne over hende. Hun ville græde, men kunne ikke. Hun fuldstændig lammet og stirrede tomt op i loftet. Stilhed. Der var intet mere nu. Helt tomt.
Det hele var så uvirkeligt, og så alligevel ventet. Som når man ved, noget frygteligt skal ske, og når det så sker, føles det helt anderledes, end man havde gået og frygtet. Fordi det var ventet. Som noget ganske uundgåeligt, som hun havde prøvet at skåne sit skrøbelig hjerte for. En ubærlig smerte glødede inde i hende som en lille flamme, der pludselig får mere kraft og styrke fra ilten i luften.
Sarah havde gjort sig blind for hans adfærd. Hun havde vidst det hele indeni. At Adam ikke længere var en del af hende - at hun havde mistet ham for lang tid siden. Mistet ham for altid. Hun fik kvalme og skulle kaste op. På badeværelset og lagde hun sig på knæ foran toilettet og tømte mavens indhold i kummen. Alt i kroppen gjorde så frygtelig ondt. Hjertet skreg højt og det føltes som om, alt skulle eksplodere inden i hende. Sarah tog sit til sit hoved og rev i håret, imens hun skreg så højt hun kunne. Herefter faldt hun udmattet sammen på det hårde badeværelses gulv. Følelserne tog virkelig sit stramme tag i hende nu, og billeder af Adam og med hende kvinden dansede rundt for Sarah’ indre. Hun hulkede højt igen.
“Jeg kan ikke kæmpe mere. Jeg kan ikke mere Adam!” Sarah kunne ikke trække vejret nu og hyperventilerede. Hun følte sig spændt fast, men fik dog åbnet skabet, hvori hendes medicin befandt sig. I et sekund blev hun helt klar i hovedet, og hun så på glasset med medicin og hældte en hel håndfuld ud. Hun kiggede ned på sin hånd, der rystede så nogle af pillerne faldt ud af håndfladen. Den indre film havde nu ændret sig til billeder af hende selv, Adam og Ella. Billeder af dem alle tre, som en lykkelig familie. Billeder af hendes elskede Adam, der svingede Ella rundt, imens hun hvinede af fryd. Billeder af Adam, der kyssede Sarah, og af Sarah der bar på en spæd Ella i sine arme, imens hun samt en vuggevise for hende. Åh hvor er hun smuk det barn.
Sarah forsøgte at få vejret, men pludselig ændres billederne. Sarah’s silhuet fadede ud og stod nu mere på afstand af Ella og Adam og observerede for en stund. Herefter forsvandt den helt. Der var blot tomheden nu.
Hun slugte resolut hele håndfulden af piller og mærkede den grimme smag af medicin, omslutte alt i hendes mund. Hun kunne ikke synke dem alle sammen og måtte op på knæ og tage noget vand til. Herefter fandt de sidste vej ned i halsen. Sarah sank sammen igen og krympede sig ned i fosterstilling. Her lå hun og hulkede højt. Hun gled ind og ud af bevidsthed, ind imellem lys og mørke. Ind imellem kaos og stilhed. Til sidst var der mest mørke og stilhed omkring hende, og hendes krop lå lille og svag på de hårde klinker.
Den gamle mand dukkede op igen. Ham der før var kommet i hendes drømme. Han stod fuldstændig klar foran hende. Hun kunne se hver en fure i hans ansigt og hans lange hår, der fladt ned omkring hans skuldre. Hans slidte sko og hans store stærke hænder. På den ene hånd havde han en tatovering af en ørn. Han sagde ikke noget, men forblev helt tavs - og alligevel sagde hans krop alt. Han strøg Sarah blidt på kinden og løftede hende så op med en fasthed og bar hende afsted. Det var umuligt at se hvorhen, men hun følte fred nu. En fred som hun ikke før havde følt.
Kroppen gav slip, og hun fornemmede stilheden, der lagde sig omkring hende som en blød og varm dyne. Herefter overgav hun sig til hans arme... og til lyset.