Det er umuligt - sagde Tvivlen
Det er farligt - sagde Frygten
Der er unødvendigt - sagde Fornuften
Gør det alligevel - hviskede Hjertet
Jeg tænker, at også du er stødt på dette citat i en eller anden sammenhæng. For mig taler det så meget sandhed, fordi det netop beskriver de forskellige indre dialoger og overbevisninger, vi kan have og lade os guide af i vores liv.
Ofte tilhører overbevisningerne rent faktisk slet ikke os selv, men kan være tillærte, og nogle vi ikke har forholdt os aktive til. Og ganske ofte holder de os tilbage, og sætter en begrænsning for at gå efter vores drømme. Det er som en indre stemme, der taler til os, og den kan altså være virkelig insisterende.
Jeg har fik ideen til at skrive den her bog for 3,5 år siden en vinteraften i en svømmehal i Ringkøbing. Historien kom til mig, som når man får rakt en gave, og jeg var i starten helt rundt på gulvet over det. Der gik tid inden jeg fortalte min mand om det - selv om jeg vidste, at han ville forstå, og opmuntrer mig med projektet. Jeg forstod bare ikke helt det, der var sket og det arbejde, der lå forude.
Jeg har gemt de oprindelige noter, som jeg skrev den gang, med brainstorm og beskrivelse af plottet, og dengang tænkte jeg: "Den skriver jeg da lige - det tager ingen tid, så er den færdig - nu har jeg jo noterne, så er den så godt som skrevet".
Men med tiden måtte jeg jo erfare, at det med at skrive en bog, er benhårdt arbejde og kræver utrolig stor disciplin og udholdenhed. Noget som bestemt ikke ligger særlig stærkt i mit DNA.... Jeg er en vildt god igangsætter, og en der får mange ideer. Men jeg har brug for meget hjælp til at få fuldført og færdiggjort ting.
Så jeg måtte jo erfare, at den her process gik meget træg, og jeg har haft gode skrivedage og perioder - men bestemt også perioder, hvor der har været mega meget modstand på.
Jeg har brugt så utrolig meget tid på at forstå, hvorfor jeg ikke fik skabt større process og flow i det her. Og hvorfor jeg da ikke gik efter min drøm, når det var så tydeligt for mig, at det her virkelig er min drøm.
Men med tiden har jeg lært, at det er frygten, der er min indre stemme. Frygten for ikke at være god nok og for at fejle for vildt. Frygten for at ingen vil udgive den, for hvad andre vil tænke om bogen og for at vise mit allerinderste - min sårbarhed, min passion og min drøm.
Jeg har følt mig virkelig blottet, når jeg har fortalt folk, at jeg lige nu har givet mig en orlov - for at gøre det her "projekt-bog" færdigt - fordi ellers vil jeg dø indvendigt, hvis jeg ikke forfølger det. Jeg har følt mig lille i verden og meget anderledes, end andre omkring mig.
Samtidig har jeg følt mig SÅ sej, fordi jeg nu går benhårdt efter min drøm, og fordi jeg ENDELIG lader min sjæl danse og mit hjerte tale. Fordi jeg lytte til mig selv og sætter mig selv i spil.
Men denne indre puls, der både taler mig op - men som bestemt også forsøger at rive mig ned igen, er jeg nu HELT bevidst om, til forskel fra tidligere.
Så når jeg føler mig rastløs, i dårligt humør eller har blokering for at skrive, er det Frygten, der viser sig for mig- og forsøger at få mig til at falde tilbage til comfort. "Her er vel nok rart at være. Det føles mere trygt".
Og når jeg er doven, eller laver overspringshandlinger og hellere vil alt muligt andet end at skrive er det også Frygten, der taler til mig. Frygten har rigtig mange ansigter, men jo mere bevidst jeg er om PRÆCIS det, des mere kan handle aktivt på det.
Dvs. at jeg nu langt bedre kan registrere mine fornemmelser og impulser, og vælge at "tage kampen op". Og sætte mig her ved min computer, SELV OM jeg hellere vil ligge og se en god film eller gå tur med hunden. Det er et aktivt valg. Fordi jeg vil det her med hele mit hjerte!
Jeg aner ikke, hvor jeg ender med det - men jeg ved, at lige nu er det det, jeg skal - og jeg har aldrig følt mig mere fri i min sjæl og mere lykkelig i den del, der handler om arbejde. Og det er alt, jeg har brug for at vide. Det er mit kompas, når jeg tvivler.
Er du bevidst om, hvad din indre stemme er?
KH Anne
