Jeg har gennem det sidste 1,5 år arbejdet med et projekt, som jeg har gået lidt stille med dørene med. Lige siden jeg var en lille pige, har jeg drømt om at blive forfatter. Imens jeg tog min uddannelse til Clairvoyant, kom min bogs historie til mig som et spirituelt syn, en aften hvor jeg var i en svømmehal. Jeg husker jeg gik derfra, og var HELT paf - og tænkte “hvad var det nu lige? Hvad skete der?” Og efterfølgende gik jeg og grublede og rugede over historiens plot. For ca 1 år siden gik jeg så igang med at skrive den historie, jeg fik givet af universet.
Jeg har altid elsket at skrive dagbøger, stile i skolen og at læse bøger. Det har klart været den introverte del af mig, der har fået fuldt plads, når jeg har ligget på min seng, og griflet i mine dagbøger om kærester, venner, frustrationer, glæder og alt det man er optaget af som barn og ung. Her fandt jeg roen i en for mig ofte overvældende verden.
Jeg følte mig meget ofte misforstået i livet, og kunne ikke finde min egen vej. Som voksen har jeg ikke benyttet mig af at skrive dagbog, men man kan vel sige, at jeg nu er startet igen. Blot er denne blevet en version 2 - en online dagbog, og til forskel fra dem jeg lå under dynen og skrev, og som var private, vælger jeg her at dele mine tanker og anskuelser med dig, der læser med.
Jeg har været pædagog i mange år, og gennem de sidste 2 år haft verdens mest meningsfulde job - at støtte uledsagede flygtningepiger, der er kommet her til landet selv. Jeg har haft døgn vagter hos dem, og nydt det. Jeg har også nydt friheden, som sådan et job giver - med hverdags fri og skæve vagter. På mine dage alene hjemme, har jeg kunnet trække mig tilbage og lade min følsomme sjæl op igen, så den atter var klar til at være i livet og tage nye oplevelser ind.
Og det var så her jeg skulle have skrevet som en gal på bogen, og jeg havde lovet mig selv, at den var færdig her til maj. Men.... det er den bare ikke! Jeg er gået til og fra den, og haft RIGTIG gode skrive dage, men der er helt sikkert en masse ting, der bremser mig i min process. Jeg er helt bevidst om meget af det, der er på spil - men noget er helt sikkert også ubevidst. Jeg har en KÆMPE frygt over, om jeg nu er god nok. Er min historie stærk nok, er der overhovedet nogen, der gider læse den. Hvem er jeg, at tro jeg kan skrive en bog… osv.
Så….. den ligger nu i gryden og simrer lige så stille. Og nogle dage rører jeg i gryden, og andre gange smager jeg til - enkelte dage laver jeg helt om på opskriften - mens der er andre dage, hvor jeg bare slukker helt for blusset.
Det er meget mærkeligt - men sikkert er det at jeg bærer frygten indeni. Frygten af ikke at være god nok. Og selv om min sjæl SKRIGER på, at jeg skal møde den kreative del af mig selv, og lade den del af mig blomstre og folde sig ud - holder jeg mig alligevel tilbage. Mit ego får ikke rigtig lov til at folde sig ud. Jeg har nemlig fundet stor tryghed i livet, i at holde mit ego tilbage og lade andre komme til.
Her i foråret bliver min arbejdsplads desværre varslet lukning, og jeg skal ud og finde mig noget andet. Jeg er meget heldig at få et nyt job inden for en uge og glæder mig, under omstændighederne, helt vildt. Men ak - det går slet ikke, som jeg havde håbet på. Jeg lander henover foråret hele 2 gange i noget arbejde, som jeg må helt uventet sige op, da jeg i begge jobs får fysiske symptomer på stress.
I starten er jeg i mine følelsers vold, men alt det her kaos i mit arbejdsliv sker jo selvfølgelig, for at jeg skal lære noget - det er jeg helt overbevist om. Vi skal alle lære af de udfordringer livet giver os, og her var min læring, at jeg havde fået placeret mig i noget, der ville lukke mit hjerte og tage al min gode energi - og få mig langt væk fra det, jeg også skal her på jorden; nemlig at skrive.
Jeg fik handlet på min mavefornemmelse, da livet gav mig et ordentligt spark over skinnebenet, for at få mig til at vågne op - og mit nervesystem er intakt igen.
Så her er jeg ved tasterne - tættere på min sjæl igen - nu med mit første blog indlæg. Jeg er taknemlige over, at jeg fik mit livsformål vist SÅ tydeligt, og ville ikke have været oplevelsen foruden. Jeg er på rette vej igen, imod at lade mit ego få mere plads, og træder nu i mine egne fodspor i sandet igen.
Hvad med dig.....?!!! Ser du dine fodspor klart i sandet?
KH Anne
