Da jeg blev 40 år, indgik jeg en pagt med mig selv. Og den er jeg i fuld gang med at følge.
Jeg er ikke en, der helt naturligt er god til at presse mig selv ud over min comfort zone og prøve nye ting. Det er kommet snigende med alderen, og jeg tænker det hænger sammen med min rolle som mor.....
Jeg her meget mere på spil, i forhold til da jeg var ung, hvor jeg glædeligt sprang faldskærmsudspring, sov i regnskoven og smagte på mærkeligt mad.
Som ung har vi et behov for at prøve grænser af, og på den måde mærke at vi lever. Når vi bliver forældre, bliver vi ganske naturligt mindet om, hvor fint livet er - men også hvor skrøbeligt, det også kan være. Jeg faldt med årene i vaner med at sige nej tak til mange ting og lade frygten styre mig.
Nej til klatreparker, til GoCart ture, dykning med min familie osv. og i stedet blot kigge på, at de andre havde det sjovt.
Men da jeg så blev 40 år, så jeg mig selv dybt i øjene og indgik min pagt med mig selv.
Jeg ville blive bedre til at mærke livet, og til at have det sjovt. Til at tage chancer.
Jeg ville have mere vind i håret, mere kildren i maven og mere hjertebanken.... Jeg ville leve mere og mærke livets risten mere. Jeg havde gjort mig selv en kæmpe bjørnetjeneste ved at beskytte mig selv på den måde... Jeg havde frataget mig selv en masse fantastiske oplevelser, og nu ville jeg i stedet til at søge det sjove noget mere. Nogle vil måske fristes til at kalde det 40 års krise - og det er helt ok med mig. Det generer mig ikke det fjerneste.
Grunden til at jeg ikke oplever det som en krise er, at krise for mig handler om skilsmisse, sygdom, død osv. Men jo, jeg tror vi bliver mere bevidste om vores tilstedeværelse her i livet omkring 40 års alderen, og bliver opmærksomme på at livet er flygtigt. Og på at leve det til fulde.
Jeg er et født naturbarn - jeg elsker at befinde mig i naturen. I skoven, ved havet, på engen - alle steder i naturen!
Fordi her er der bare naturen og mig. Jeg er tilstede i nuet og mit nervesystem falder helt til ro. Jeg går lange ture i naturen, og her kan jeg altid kan finde svar på ting, som jeg tumler med. Så da jeg faldt over begrebet "udesidning" på nettet jeg meget nysgerrig.
Udesidning er en meget gammel shamanistisk måde at søge efter svar og indsigt i dit liv - indianerne kalder det for en vision quest; at tage ud alene og spørge naturens ånder til råds.
Den nordiske udgave kaldes for en udesidning. Helt kort så er det meningen, at du skal have en intention med dig ud i naturen - altså noget du gerne vil have svar på. Herefter går du så ud til et sted i naturen, som du selv har udvalgt inden, og placerer dig her ved solnedgang. Og sidder så her og lader mørket falde på og omslutte dig, og der skabes rum for en dyb kontakt med naturen, og med dig selv - med din sjæl.
Du beder naturen om at hjælpe dig med at finde svar på det, din intention er. Herefter sidder du og lader mørket falde på og omslutte dig, og møder dig selv og naturen - i sin reneste form.
Alt sammen foregår uden ur, telefon, lys og ikke mindst uden mad og vand - og er altså fastende. Fordi vi i faste er mere åbne rent åndeligt, og derved vil være mere modtagelige for klarsyn omkring vores intention.
Nå men - jeg har så meldt mig til en udesidning! Den skal foregå næste fredag på jævndøgn, hvor der er rigtig meget kraft i naturen, og jeg er SINDSYG spændt på det - men også nervøs.... og når jeg mærker rigtig godt efter, så er jeg også godt og grundigt angst omkring det....
Samtidigt føles det SÅ rigtigt og noget virkelig stort for mig, fordi naturen altid har været min allierede og den der healer og råder mig allerbedst i livet.
Så.... stay tuned - så vil jeg skrive om min oplevelse med udesidningen her - hvem ved - måske får du også lyst til at prøve det.
KH Anne